En gåde fortalt af min søn på 6 år til mig, da han kom hjem fra SFO. "Hvad er det der går og går og ingen vegne kommer? Et ur!" Det var tydeligt at han havde glædet sig til at komme hjem og fortælle gåden til mig. Jeg tror derfor også situationen hvor gåden er blevet fortalt må have gjort stort indtryk på ham, da han ellers ikke fortæller meget fra hans dags oplevelser.
Jeg kan forstille mig gruppen af børn høre gåden og spændingen i den tid der går indtil svaret findes, og derefter latteren over at det var så enkelt. Jeg fornemmede også vigtigheden af at være den der kunne præsentere gåden og dermed være i centrum for de andre børns opmærksomhed.
Min søn gik i noget tid derefter og prøvede selv at finde på lignende gåder, som vi så skulle svare på.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar