Beth Juncker: Børn og kultur- mellem gamle begreber og nye forestillinger

Beth Juncker: Børn og kultur- mellem gamle begreber og nye forestillinger, I: Mogens Sørensen (red): Dansk, kultur og kommunikation, Akademisk forlag 2007, p. 194 – 213, ISBN 978-87-500-3943-3

Resume:

Kulturel frisættelse
Når der sker radikale samfundsmæssige, sociale og kulturelle ændringer, bliver begreber og forestillinger synlige for en stund. Vi har siden 1980’erne været vidne til et sådant opbrud, hvor begreber og forestillinger tages op til diskussion og revision som følge af opbruddet i samfundet.
Professor i pædagogik Thomas Ziehe siger at der finder en kulturel frisættelse sted som handler om en gennemgribende æstetisering af hverdagen. Alt iscenesættes æstetisk, lokalplaner, reklamer, design, livsstil osv.
Det er Ziehes pointe at på trods af den omfattende institutionalisering og pædagogisering, formelle målsætninger og læreplaner, er det ikke primært her børnene socialiseres, henter normer, værdier, regler, identitet. Det gør de i den nye æstetiserede hverdagskultur med de uformelle læreprocesser, der udfolder sig uden pædagogiske mål og intentioner.

Æstetiseret hverdagskulturTidligere mente man at børn skulle have kunstnerisk eller pædagogisk hjælp til selvhjælp, unge kunne selv. Det skel er nu under opløsning. Den kulturelle frigørelse synligør, at der er forskel på børnekultur, som professionel formidlingskultur, og børns kultur, som er de måder, børn tager hverdagskulturen i brug på, og at der er flere lighedstræk mellem børns kultur og unges kultur end tidligere antaget.
Når børnene mødes i fritiden er medierne anledning til at de er sammen i 9 ud af 10 tilfælde. Det er altså ikke sådan at børn først skaber deres sociale netværk i fritiden, og så kommer medierne til. Tværtimod er medierne ofte katalysator for at de sociale netværk overhovedet kommer i stand.
I det 21. århundrede er legene rykket indendørs. Den mediemæsssige udvikling har til gengæld sikret de æstetiske udfoldelsesmuligheder og kommunikationslinjer, som den sociale udvikling har bremset.

Børnekultur og børns kulturBørns kultur er en kultur, der til daglig omgås medierede æstetisk symbolske udtryk og kommunikationsformer. Børnekulturen er en professionel pædagogisk-psykologisk funderet formidler kultur, der primært dyrker klassisk kunst- og kulturudtryk – litteratur, teater, musik osv.

Børnekultur – et humanistisk dannelsesbegreb Udviklingen fra modernitet til sen- eller postmodernitet, fra en skrift- og enhedskultur til en pluralistisk multimediekultur kan også beskrives som en forvandling af de kulturbegreber og kulturelle forestillinger, som relationerne mellem børn, barndom og kultur har været omfattet af fra begyndelsen af det 20. århundrede til den refleksion over kulturbegrebet og kulturelle forestillinger, der er nødvendige i dag.
Hvor kultur i begyndelsen af det 20. århundrede blev knyttet til det kendte og traditionerne, knyttes den i slutningen af århundrede til det ukendte.
Historisk set har det handlet om hvordan barnet filosofisk udskilles fra de voksne som et væsen med en egenart og med særlige omsorgs-, udviklings- og oplysningsbehov. Barndommen bliver den periode, hvor barnet får pædagogisk hjælp til at udvikle de kompetencer, den viden og almen dannelse, der til enhver tid er nødvendig i et voksent liv.

Det pædagogiske børnekulturbegreb har været forbundet med et normativt børneperspektiv om børns bedste. Hvordan tilrettelægger vi oplevelser, aktiviteter og værdier fro børn, så de på bedste vis fremmer deres kognitive og emotionelle udvikling? Hvordan beskytter vi dem mod oplevelser, aktiviteter og værdier der kan skade? Spørgsmål der altid vil være centrale, men i det 20. århundrede omgang med begrebet, har gjort det æstetiske – både i dets kunstneriske og i det hverdagsmæssige sammenhæng – til syndebuk.

Børns kultur – et antropologisk kulturbegreb
Børn har ikke ændret sig, men de dimensioner af dem, vi tidligere anså som primitive, driftsstyrede, ufornuftige og barnlige, og som skulle afvikles, tilskriver vi nu både værdi og væsentlighed.
Den kunstneriske udvikling – litteratur, teater, film og billedkunst for børn – bakker positionsskiftet op ved at insistere på, at kunstneriske udtryk for børn ikke er pædagogisk tilrettelagte.
Det er et andet kulturbegreb – det antropologiske – der kan omfatte de nye tendenser, og som åbner vores øjne for, at børn faktisk er i kultur. Dermed føjer kategorien ”børns kultur” sig til de to ældre kategorier: ”kultur for børn” og ”kultur med børn”. Der kommer uorden i kategorierne. De antropologiske kulturbegreb har helt andre forestillinger om børn, kultur og kvalitet end det pædagogiske børnekulturbegreb.
Akkurat som vi voksne har del i faglige og kulturelle fortolkningsfællesskaber, har børn det også. Det er dette børnekulturelle fortolkningsfællesskab, dets værdier, logik og etik, som det antropologiske kulturbegreb gør det muligt at synliggøre.

Børns perspektiv
Det antropologiske kulturbegreb fokuserer ikke på de voksnes forestillinger om, hvad der hæmmer eller fremmer børns socialisering og dannelse. Det intresserer sig for børns perspektiv, hvad børn selv finder centralt, betydningsfuldt og godt. Dermed skabes en ny forskningsmæssig problemstilling: Hvordan afdækkes børns perspektiv?
Hvad er leg for den legende selv? Svaret er: Sjovt! Hvad er egentlig det sjove ved leg? Den intensitet i, denne opslugthed af leg, finder ingen forklaring i biologisk analyse. Alligevel findes legens egentlige mening, dens primære kvalitet i denne intensitet, denne opslugthed.
Leg er en primær menneskelig livsform, en autotelisk kultur, der kun kan gribes og begribes på egne præmisser.
Breughel giver os nøglen til at forstå og skelne mellem de forskellige kulturer, vi og børn lever i og med til daglig: de instrumentelle og de autoteliske kulturer.
De instrumentelle kulturer knytter sig til børns pædagogiske institutioner, skoler osv. De er omfattet af overordnede målsætninger. De vi og skal noget med os.
De autoteliske kulturer knytter sig til fritid og kulturliv. Her er ingen målsætninger. Her vælger og vrager vi selv.
Børns kultur er en sådan autotelisk kultur, en metakultur. Den handler om at for kortere eller længere tid at sætte de instrumentelle kultures krav og normer ud af kraft, at skabe gang i den, lave sjov, og meningsfuldhed her og nu.
Målet med disse autoteliske metakulturer er at berige vores personlige liv, give os redskaber og stof til at skabe godt samvær, så vi kan feste, lege, synge, le, lytte, give os oplevelser, der åbner for latter, gru, grin, gråd, glæde og sorg. Oplevelser der giver os mulighed for at se døden, livet, terroren, angsten, tabet, lykken – alt det værste og alt det bedste i øjnene. Uden at vi sætter livet på spil. Det er den store pointe ved kulturlivet.
Det viser sig at vores kroppe besidder et lager at kulturelle udtryksformer, som vi spontant tager i brug, når der er spædbørn i farvandet. Det er grundlaget for vores kulturliv. Når barnet falder til ro, opgiver kedsomheden, og giver sig hen til smil og latter, er det lykkedes. Vi har for en tid skabt godt samvær og kvalitet i nuet. Har vi lært det i skolen? Nej, vi har lært det i praksis!